fredag den 16. marts 2012

Ørsted Ølbar kører med klatten!

Kl. 14.22:
Så skal jeg da lige love for at der sker noget på Ørsted Ølbar idag! Idag er der nemlig premiere på den næste øl i "Ørsted"-serien, som jo er en serie af øl, som ejer Kim Christiansen får brygget til baren, på forskellige bryggerier. Det hele startede med Bryggeriet Skands, der bryggede Ørsted Gold, men DET var dengang. Nu kan man smage den dejligt velhumlede Ørsted Beerdog, brygget på Amager Bryghus' nye imponerende anlæg, Ørsted Black Dog og Ørsted Black Bean Dog, som er brygget af Peter Sonne på Nørrebro Bryghus, oberserveret af hele Ørsteds bartenderslæng. Sidstnævnte er en let oatmeal stout på 5.5 procent, hvoraf den ene - Ørsted Black Bean Dog er tilsat et skud kaffe fra Coffee Collective.

MEN! Idag melder Ørsted IPA'en Bitter Bitch sin ankomst - og needless to say - glæder jeg mig ret meget til at byde denne nye husøl velkommen, da det unægteligt er min yndlingsdrik - sådan en dejlig bitter sag. Øllen er brygget af Det Lille Bryggeri og Kim Christiansen har været så venlig at lægge opskriften op på Ørsted Ølbars (gamle) facebookside:

https://www.facebook.com/messages/?action=read&tid=id.250859444995548#!/?sk=fl_10150496862427165

Kl. 16.35:

Åh forventningens naive ansigt - ja, nu sidder jeg så her, to Bitter Bitch klogere, og kan berette lidt om hvad I, kære ølelskere, har i vente:
Denne IPA har en tilbagetrukket humlearoma, som narrer én i en grad, der gør at man bliver temmelig overrasket over det humlespark, der indfinder sig med første tår. Her danser humlen rundt på tungen, som var den bidt af en gal stepdanser. Herefter følger en dejlig, rund og fyldig maltsødme, som igen narrer en til at tænke; nårh, det var da ikke så slemt. Hvorefter munden er klar til næste bitchslap!
Alt i alt en rigtig, rigtig dejlig IPA, der lever op til sit navn. God balance, masser humlebitterhed - og selvom fremmødet til releasen kl 15, da jeg indfandt mig, var noget speget, er jeg ikke et sekund i tvivl om at denne IPA kommer til at gå som varmt brød fra Ørsted Ølbar, så længe lager haves :)


Jeg troede også jeg skulle nå at smage den nye Hobo Pale Ale fra Peter Sonne og Jannik Sahlholdts bryggeriprojekt Flying Couch, men den kommer først på når BeerHeres Lupulus er drukket færdig. Så kom igang! Her følger dog lidt info om Flying Couch's seneste skud på stammen; En øl der i første omgang er brygget 1000 liter af, hvoraf 500 liter er afskrevet til fredagsbaren på det biovidenskabelige fakultet ved Tagensvej. To af Ørsted Ølbars bartendere, Ul og Signe, er engagerede i denne fredagsbar, og deres samarbejde med Peter og Jannik er hvad denne pale ale er resultat af.

Hav en fantastisk ølfuld fredag! - Over and out.


En lille opdatering: Nu hvor jeg har fået smagt på Hobos Pale Ale fra Flying Couch, synes jeg det er på sin plads at jeg lige opdaterer bloggen med mit smagsindtryk: Hold da op, hvor har Peter Sonne her begået en let-drikkelig, velsmagende, læskende og dejlig tørhumlet pale ale. Kan varmt anbefales som aftenens første, milde start - eller som en blid afslutning, som samtidig kan rense lidt ud, efter et par mørke/sorte øl. På den anden side; Den hedder Hobos Pale Ale, hvilket vel egentlig betyder den kan drikkes af hvem-som-helst når-som-helst - så god drikkelyst herfra!

1 kommentar:

  1. Fedt skrevet! Glæder mig til at læse mere... ;-)

    SvarSlet